Et forsinket tillykke til Corinne. Vi har haft nogle dage på ankerplads uden telefonforbindelse, men nu ligger vi i en marina på Fiji og kan komme på nettet igen.

Håber du havde en god dag og vi glæder os til at se dig. Og det er der jo ikke længe til.

Knus, kys og kram fra Gitte & Peter

20/10-2004 -Fiji

Ditte og Kasper er blevet så vilde med Fiji at de har valgt at stå af og bruge mere tid på øerne. De fortsætter turen til australien på egen hånd og vi ønsker dem en rigtig god rejse.

18/10-2004 -Fiji

Kære Alle.......

Vi er kommet til Fiji, nærmere bestemt Suva, hovedstaden. – Og lad mig bare afsløre, den er godt nok stor!!!!!

Det er jo ved at være lang tid siden vi sidst var i en ”rigtig” by, så vi nyder det i fulde drag. Her kan vi få alt hvad hjertet begære, selv flæskesteg har vi set i supermarkedet. Byen summer af aktivitet, krydret med duften af indisk mad. På de små lokale curryhouses, kan man få et godt måltid mad for den nette sum af ca.15-20 kr.

Vi kom for ca en uge siden, og stikker om på den anden side af øen, iløbet af de næste par dage, så er det slut med storby...

Suva er stillehavets største by, dog bærer den ikke præg af det. Her siger man ”Bula” når man møder folk på gaden, og det er ikke unormalt at man bliver inviteret hjem til middag hos taxi-chaufføren. Der er en næsten ”hjemlig” atmosfære her.

Lørdag var vi med til den årlige regatta fest i Royal Suva Yact Club, Masser af lokale retter, b.la. pattegris på spid. Vi talte lidt med Edward, som træner de unge i optimistjoller og lazere, Åbenbart er denne regatta 120 år gammel. Den startede da Suva blev hovedstad, børnene blev sat i skole her og når skoleåret endte, hentede forældrene deres børn i sejlbåde, og racede hjem .

Vejret har været lidt dårligt her den sidste uge, men idag skinner solen, og vi har ca. 40 grader i skyggen.

Det bliver ikke en særlig lang opdatering idag, men vi har en nyhed...........

En del af jer ved det allerede, og Peter og jeg har besluttet at dele den med resten af jer. Vi lader bomben springe: Vi kommer snart hjem!!!!!

Ja, I læste rigtigt, vi har besluttet at komme hjem. Vi finder ud af hvad vi gør med båden når vi når Australien, og skulle gerne være hjemme inden jul. –Og vi glææææææææææder os sådan!!!!!!

Så nu er vi officielt på jagt efter jobs, sååååå hvis nogen af jer hører og nogen, som kender nogen.....

Vi glæder og helt vildt til at se jer alle igen!

Det var alt herfra os idag, store knus til jer alle, og endnu en gang,Kære mor og far, tak for pakken, vi nyder den........

4/10-2004 - Louise har fødselsdag og det har hun jo og det er idag!!!!

"Idag er det lulle´s fødselsdag
hurra-hurra-hurra.

Kære Lulledulle!!!!
Et stort tillykke med din fødselsdag. Vi savner dig ubeskriveligt og glæder os vildt til vi ses!!!
Giv din søster et kæmpeknus fra os.

Knus, kys og kram fra Gitte & Far
 

Idag er det den 28/9 2004, vi er nået frem til Tonga, og så var det faktisk min fars fødselsdag igår! Stort tillykke farmand, vi tænker meget på dig, og håber at du havde en dejlig dag.

Jeg vil forsøge at give jer et resume, af hvad vi har oplevet siden vi forlod Bora Bora d. 25/8.

Vi har jo som sagt slået følge med Pasargada og DDU2, og sammen stak vi afsted mod Auitutaki, d. 24/8. Efter 2 ½ døgn nåede vi frem, og hvor var det dog bare dejligt at komme væk fra den ”franske” mentalitet. Dog trist at vi nu må undvære bagetts, brie og andre franske goder!

Aitutaki hører under cooks øerne, alle taler engelsk og er meget imødekomne og venlige. Vi nåede frem sent om aftnen, og måtte smide anker udenfor revet. Der er nemlig en meget smal og lavvandet indsejling ind til ankerpladsen, og selv i dagslys var vi ikke sikre på at vi turde tage chancen. Ifølge søkortet kunne vi ikke gå der ind, vi stikker nemlig 2 meter, men den næste morgen fik vi radio kontakt med en katemaran som var på vej ud ved højvande. De stak også 2 meter, og da det jo ”bare ” var sand, havde de fyret op for motoren, og var kommet igennem!!! Hmmmmm.......

Vi debaterede lidt frem og tilbage, og pasargada som stikker mindre end os gik ind, så vi besluttede at tage chancen. Det gik da også fint, sådan ca. Indtil vi nåede halvvejen, så gik vi på! Vi fyrede op for motoren-intet!!! To andre både, som lå i havnen, kom os til udnsætning i deres dinghier, men vi sad godt fast. Tidevandet var nu på vej ud, så der var intet at gøre, vi måtte pænt vente til næste dags højvande for at komme ud igen.

Så vi gjorde det eneste  der er at gøre i sådan en situation, vi hev rommen og de kolde øl frem, og grinede lidt af os selv!

Således lykkedes det os altså, at blive kendte på hele øen, både blandt de lokale og hos sejlerne. De indledende samtaler foregik oftest således : ” Er I på en båd”? ”jep”....

”hvilken båd er I på”???  ” den der sidder fast i kanalen”..... Hvorefter kommentaren var : ”ahhhh, den båd”!!! (brølende latter). Dog kan vi trøste os med at vi ikke er de eneste der har lavet det nummer.

Dagen efter vik vi, med hjælp fra de andre sejlere, igen vendt skuden og vendte således tilbage til vores udgangspunkt, udenfor revet. Da det ikke var et beskyttet sted vi lå, var der temmelig store og ubehagelige dynninger derude, og i tre dage var vi ”flygtninge” hos Jose´ på Pasargada.

Vi nød vores tid på øen, næsten hver aften er der ”islandnight” et eller andet sted, hvor vi fik et fint indblik i dansekulturen.

Vi blev på Aitutaki frem til d. 4/9, hvor vi var en del både der stak til Palmerston.

Vi nåede frem d. 6/9, tidelig morgen, vi var kommet lidt væk fra de andre både undervejs, så Jose` sprang i vandet, og var på herdis, inden vi overhovdet havde fået smidt ankeret. Han havde været lidt nervøs for os!!! Sødt ikk?

Palmerston er en meget lille atol, der kommer et fragtskib ca. Hver 6-7 måned, så det er god kotume, at sejlerne medbringer hvad der nu måtte være brugfor på øen. En slags gaver. Vi havde havregryn, rugmel, dåseleverposteg og lidt andre goder med til dem. Der bor 53 mennesker på øen, de 20 af den er børn. Historien er, at en hvid mand ved navn Masters, ankom til øen med tre polynisiske koner. Han bosatte dem i hver deres ende af øen, og fik således en masse børn. Den dag i dag, er der regler for hvem man må gifte sig med, for at undgå indavl. Oftest henter de deres ægtefæller på andre øer. Øens politimand og hans bror, henter og bringer sejlerne frem og tilbage. Vi var ikke mere end lige ankommet, da vi fik af vide, at der ville blive serveret frokost kl.15 !!! Siken en gæstfrihed. Palmerston får besøg af ca. 30 sejlbåde om året, da vi var der, lå der 11 både udenfor revet, og to i lagunen! Vi var næsten lige så mange sejlere som beboere.

Deres gæstfrihed kender ingen grænser, de deler hvad der er. Selv en Yact klub kan de prale af, bygget af Bill. Bill sørger altid for at der er kaffe og kager til sejlerne, han har et badeværelse til rådighed samt to vaskemaskiner. Han startede med at bygge klubben for ca.5 år siden, men løb tør for penge. Vi tænkte at det så er godt at han kan tjene lidt på kaffe og vaskemaskinerne, men han vil ikke have noget for sine ydelser, så vi fandt lidt kaffe frem af gemmerne, nogle småkager samt et lille dansk flag som vi gav ham. Cooks øerne havde valg under vores ophold, og dagen derpå blev sejlerne inviteret ind til deres valgfest, en herlig barbeque. Hver eftermiddag blev vi banket af de lokale børn i vollyball!!!

Desværre fik vi kun en uge på denne herlige, pengefri ø, det blæste nemlig op og vinden gik i norn. Det betød at sejlerne måtte hive anker op, og forlade øen, for ikke at ende på revet. Fredag d. 10/9 var der derfor 11 både, der tidelig morgen, kæmpede for at få ankrene op, ikke en let opgave, vi havde nemlig ankret op i koral. Tre både måtte efterlade deres anker, deriblandt Pasargada. Vi sejlede op på siden af dem, og fik kastet linen til vores ekstra anker over til dem, så de kunne hive det ombord. Derefter satte vi kurs mod Niue.

Det var nok vores hidtil værste tur.....

Vi havde ca. 17-20 m/s, bølger på 8 meter samt lyn, torden og masser af regn...Det første døgn var temmelig hårdt, men vi slap billigt med lidt småskader på vores sejlpose samt en knækket lazyjack. Vejret lagde sig heldigvis, og dagen inden vi kom ind, fangede Kasper den hidtil største fangst ombord, en flot guldmakral på ca. 15 kilo!!!

Der var fest og lettelse da vi nåede frem til ankerpladsen, hvor de andre både allerede var kommet ind, vi spiste fangsten om aftnen, sammen med pasargada. –Tilberedt på tre forskellige måder!!!!

Og her vil vi lige give jer et lille polynisisk fif, man tager en fisk der kan spises rå, eks. Tun. Skærer den i små stykker og marinere den i citron og kokusmælk. Så fint hakker man et løg og smager til med salt peber og hvidløg, og klader det stå koldt i ca. 1 time...Sådan!!!!

Niue blev ramt af en orkan i januar, overalt på øen er der murbrokker og ødelæggelser. Temmelig mange af øens beboere, er imigreret til NZ, så der er kun ca. 1500 tilbage. Det er et trist syn, men med hjælp fra Tahiti, er de igang med at opbygge igen. Øen er kendt for deres grotter, der er verdens største koralø, og var før i tiden det mindste kongedømme. Den sidste konge døde i 80`erne.

Vi lejede en bil, og tog på tur med Pasargada og DDU2. Vi så en masse grotter, og badede i den sø, hvor de kongelige plejede at bade i gammel tid....

Vi blev ikke så længe på Niue, vi ventede på et godt vindue for at komme videre til Tonga, det kom allerede d. 19/9, så atter hev vi anker. D. 22/9 nåede vi så frem til Vavau- tonga. Vi har brugt den sidste ugestid på at puste ud, og der er en stille lettelse mellem sejlerne, over at alle er nået frem i sikkerhed. Det er ikke så meget vi har set til Tonga endnu, men planen er at vi stikker ud på ankerpladserne mellem de små øer idag, og nyder den næste uges tid der.

Vi skal nok give jeg en ny opdatering inden vi forlader Tonga om ca. Ti dage, og drager afsted mod Fiji.....

Vi savner jer meget, og glæder os til at høre lidt om hvordan det går derhjemme, nu hvor siden er oppe igen, skulle det jo være muligt.....

Knus, kys og kram til jer alle.....

Peter og Gitte.

Vi er på Bora Bora, igen-igen.....

Allerførst vil jeg lige takke for de søde fødselsdags hilsner jeg fik d.7/8...

Og tak for gaven Lotte,Allan,Anders,Simone og Oliver, det var skønt endelig at åbne gaven!!! ( den har jo ”stirret” på mig siden Charlotte, Louise og Jacob kom ud- 1 ½ måned).

Vi har sejlet rundt mellem øerne her i fransk polynisien, og nu er vi så nået frem til Bora Bora igen. Det er her Amerikanerne tager på bryllupsrejse! Her er skønt, om end en smule spoleret.

Bora Bora skulle efter sigende være en af de smukkeste øer  i verden. Selve øen er omkranset af et stort rev og en masse små ”mutuer” (små hvide øer med masser af palmer). I midten af øen ligger et stort bjerg, og man skulle kunne se en hanes aftryk på dette bjerg. Historien er at guden hernede, jeg kan ikke huske hans navn, ville samle alle de polynisiske øer til et stort land. Problemet var at hans kraf kun virkede mellem solnedgang og solopgang, så hvergang det blev morgen, og hanan galede gled alle øerne stille og roligt på plads igen. Tilsidst var guden så gal at han tog hanen og kylede den ind i siden på bjerget!

-Vi har stadig ikke fundet den!!!

Vi har erfaret at der er stor foreskel på polynisererne, fra ø til ø. De er ikke særlig åbne, og faktisk temmelig svære at komme i kontakt med. Dog er ungerne her noget af det skønneste. Man får altid et smil og et bounjour, og ofte finder vi dem legende i vores dinghy.

Vi er så småt ved at gøre klar til at forlade Fransk Polynisien, vi stikker herfra imorgen, og gør et stop ved den sidste ”franske” ø her, Maupiti.

Ditte og Kasper har fået dykket en del, både med grå revhajer og med lemmonhajer.

Kommentaren til det sidste dyk var : ” De var godt nok edder store”!

Vi har mødt en del både her, med nogle søde og herlige mennesker ombord. Pasagarda fra Brasilien har fire unge fyre ombord, skipperens kæreste tog hjem igår. Swanie er en norsk båd, med tre voksne og et par små og meget charmerende drenge ombord (2 ½ og 6 år), og sidst men ikke mindst er der DD2U- en engelsk båd med kaptajn Timo og hans irske gast.

Forleden var vi alle på den berygtede ”bloody Mary”, resturant og bar. De påstår selv at det er her drinken er opfundet! – Det er her de rige og kendte kommer.......og så selvfølgelig os sejlere! Baren er nu hyggelig nok, og udenfor har de lavet to store tavler med navnene på alle deres kendte gæster.

Forleden var Ditte og jeg inde i byen for at handle, og da vi næsten var nået helt ud til båden igen, så vi et par ørnerokker. Vi cirklede lidt rundt over dem, de er noget af det smukkeste man kan opleve i havet, og pludselig havnede vi midt i en kæmpe flok! Der var mindst 40!!! Vi skyndte os at hente pede, kasper og snorkeludstyret, og sikken en stor oplevelse vi fik.Lidt efter lidt begyndte de at sprede sig, de er nemlig temmelig sky.

Og så er det for tiden pukkelhvalernes yngletid, de kommer helt tæt på revet som omgiver bora bora, for at føde deres unger. Vi håber at vi får lov til at se et par stykker, når vi sejler imorgen. Nogle af bådene her i bugten, så en hval og dens unge for et par dage siden. Det der gør det specielt er, at de blev set inden for revet, lige her hvor vi ligger ved Bloody Marys!!! –og vi så dem jo selvfølgelig ikke!!!

Ditte og kasper var taget på cykeltur øen rundt, og pede og jeg brugte dagen på at få lavet småting her på båden.

Vi er en del både der skal samme rute nu, så vi glæder os til at spendere lidt tid sammen med de andre sejlere. Vi har længe sejlet ”alene”, så det bliver rart at følges med andre, og måske race lidt?

Vi havde en lille ”oplevelse” med et par gaster der gerne ville med på et del af turen.

De sendte og en mail, og forsøgte at ringe til os men kunne ikke komme i kontakt. Efter 11 dages forsøg gav de op, hvilket jo er temmelig ærrgeligt. Men pointen er : ting tar tid herude.....For det første havde vi besøg hjemmefra, Peters datter var her sammen med Charlotte og Jacob, og når man kun har 5 uger sammen med familie man ikke har set i meget lang tid, tager man ikke så meget på internetcafeer. At telefonen ikke har virket er jo meget uheldigt, men noglegange er der bare ikke dækning de steder vi er, og måske har det ”bare” været fordi vi ikke har været på båden. Der er 12 timers foreskel mellem her og dk, og telefonen tager rigtig meget strøm, en vigtig ressource vi ikke har ”råd” til at svine med. Vi forsøger at have telefonen åben om morgnen og om aftnen, men kan jo ikke garantere at vi ”sidder vagt” ved den. Vi forsøger at komme på internet så ofte vi kan, men det er svært at finde steder her, og desuden er det temmelig dyrt! Så......Hav tålmodighed med os, vi gør hvad vi kan!!!!!

Det er mandag morgen her på Herdis, resten af besætningen sover stadig. Omlidt skal de vækkes, vi har en masse ting vi skal nå inden afgang imorgen.

Tilsidst lige et par små beskeder til jer derhjemme. Allerførst : Jonas og christine, vi har fået den glade nyhed!!! ;-)

Felicia : velkommen hjem, vi håber at du havde en god tur, og jeg har endelig fået set Shrek!!!

Vi savner jer alle sammen helt vildt!!!!

..........................over and out.........................................

Hun ser fantastisk godt ud!!!

Idag er det Gittes Fødselsdag, hurra hurra huraaaaaa! Hun sikkert sig en gave får, som hun har ønsket sig i år, med dejlig chokolade og kage til!

Man ka´ dælme ikke se hun bliver f...gt....e år.

Det skal fejres, så i aften skal vi have stegt  lammekølle for første gang på turen. Sikken en festmiddag.

Aftenens godnatbillede er en lammekølle....Og vi lader køllen stå et øjeblik......

Kære alle....

Først tak til Louise, Charlotte og Jacob for 5 dejlige uger. Vi har virkelig nydt det og savner jer meget. Og tak til Felicia for 4 dejlige måneder, som er gået alt for stærkt. Og selvfølgelig tak til Christine og Jonas for en dejlig stillehavstur.

Vi ligger nu på Huahine sammen med Ditte og Kasper. Vejret er godt og "hr. Blom" er allerede introduceret. Kasper fik den første for sin sødygtighed.

Vi tager videre til Reiatea og Tahaa om et par dage og derefter til Bora Bora. Ja, det er ikke andet end store beslutninger, skal man bade eller skal man ikke, hvilken solfaktor skal solcrémen ha´ idag osv.  pyhh det er et hårdt liv:-)

Efter Bora Bora går turen videre til Rarotonga Cook Islands, hvor det bliver rart at møde Polynesere der taler engelsk. Rarotonga er protektorat under New Zealand, med NZ dollar som møntfod.

Efter Rarotonga sejler vi til Niue som er en lille selvstændig stat, dog med lidt økonomisk hjælp fra New Zealand. Derefter videre til Tonga og Fiji som vi glæder os meget til. På vejen til Brisbane Australien stopper vi i på Vanuatu og i New Caledonia.

Kære alle....

Hjemmesiden har længe været på stand-by, siden vi ikke har kunne komme i forbindelse med nettet. Systemet er nu på plads igen og vi vil opdatere med de sidste nyheder og oplevelser. Vi har lige fået lagt tingene ind, så der er ikke meget tid idag, men et hurtigt resumé indtil nu skal i få:

Vi tog afsted fra Galapagos den 17. maj og landede trygt og sikkert på Marquesas den 8. juni. 20 dage og 3000 sømil forløb helt forrygende. Alle ombord havde højt humør og glæden var stor da Nuku Hiva dukkede op i horisonten. Verdens største ocean var besejret.

Nå, efter pizza og kolde øl, kom den fransk polynesiske hverdag; alt er dyrt, fransk og smukt. En helt ny verden i forhold til Caribien.

Efter Marquesas gik turen videre til Rangiroa, Tuamuto Atollen som dykkere verden over søger til. Sorte perler og blå laguner, og så hajdykning som desert. South Pacific er fantastisk.

Videre strøj S/Y Herdis mod Tahiti og Papeete som er den eneste storby i Fransk Polynesien. Fint nok, man trænger squ til en Big Mac. Her sagde vi vemodigt farvel til Christine og Jonas. Henrik stod af på Galapagos, men vi savner ham stadig.

Og så kom den dag vi har ventet på siden Grand Canaria. Louise tog turen fra danmark 40 timer til den anden side af jorden for at besøge os. Sikken en fest.  Charlotte tog med og et par dage senere dukkede Jacob op som tog turen den anden vej rundt via Australien. Sådan!!!

Nu ligger vi på Bora Bora og her er ikke kedeligt. Smukke laguner, coreller og fisk. Vi snorkler med rokker, hajer og et utal af smukke fisk.

Nå, næste mål er Huahine på vej tilbage mod Tahiti.
Og næste opdatering bliver naturligvis mere fyldig.

Håber alle har det godt, og tillykke med det gode vejr!!!

Kærlige hilsner fra

Louise, Gitte, Peter, Felicia, Charlotte og Jacob.

Kære alle….. 

Efter Isla del Coco gik turen videre til Galapagos. Turen fra Coco til den første af Galapagos øer på knap 500 sømil tog Herdis godt 4 dage. Igen en tur med vinden lige i snuden og op ad bakke. Den første ø vi ankrede op ved var Genovesa, som er en af de nordligste øer – lige over ækvator. Øen er ubeboet og det var forbudt at gå i land. Men vi nød at ligge i det stille vulkankrater, så de første galapagos havskildpadder og morede os over søløverne. Efter nogle timer der satte vi kursen mod San Cristobal, som er den østligste af Galapagosøerne. Det er en lille – meget lokal ø – hvor de eneste turister er langturssejlerne og de få cruisebåde der engang imellem besøger øen. Vi ”landede” i havnebyen Baquerizo Moreno efter en stille natssejllads med klar stjernehimmel og udsigt til sydkorset hængende lavt over horisonten stik syd. Skipper vækkede os alle lige inden midnat, idet vi præcis kl. 24.00 ville krydse ækvator. Vi sad spændt og kikkede på GPS’en mens 00 grad 00’ 00” N – 89 grad 55’ 98” nærmede sig. Gitte serverede champagne og popcorn for os alle, mens Peter og Henrik undersøgte om vand virkelig løber direkte ned af på ækvator. Forskerteamet kan nikke bekræftende.

Velankommet til San Cristobal fik vi pludselig besøg af selveste kongen af alle have – Neptun og hans hustru Neptuine. Han var kommet for at døbe os, så vi ikke længere var kagler men derimod ... En for en blev vi døbt og modtog vores havnavne. Dåben bestod af indtagelse af en lækker lille snak bestående af en kiks med marinerede sild, sennep og på toppen en skumfidus. Skyllet efter med en drink bestående af  tabasco, vodka, sambuca – toppet med en ordentlig klat flødeskum. En skøn blanding der fik nogle til at føle sig mindre godt tilpas.... Og jeg kan sige så meget, at det IKKE var bølgeebrækkeren!! Efter modtagelse af havnavn og et udslået æg i hovedet blev vi nådesløst skubbet i havet af Neptun. Følgende er hvad Neptun mente var passende navne til besætningen samt skipper og hov hov mester; Peter modtog med ære navnet ”Komaskipper optimil”, Gitte er nu ”Havs katten” – eller hvor man nu vælger og dele navnet, Henrik er meget sigende ”Køllesvingeren”, Jonas hedder nu ”Havtransen” mens hans søde kæreste er ”Ræberen” – vi aner ikke hvorfor Neptun er kommet op med det navn!!! Jeg fik underligt nok navnet ”Bølgebrækkeren” – jeg er tilgængæld også den eneste, som har ofret til Neptun undervejs!!

Galapagos kan kun siges at være et besøg værd. Hvis man er det mindste dyre- og naturinteresseret, kan det virkelig anbefales. Man vader i bogstaveligste forstand i dyr. Vi bliver endda indvaderet af dem. Søløverne er overalt og de er meget nysgerrige og skyr ingen midler for at tage sig et hvil i cockpittet på Herdis eller i dinghyen. I mit næste liv vil jeg satse på at blive en søløve – de laver ikke andet end at leje eller slange sig i solen på diverse både. De er overalt på øerne – på strandene, i bådene eller leger i vandet – til stor underholdning for os alle. Vi overvejer at tage en med os herfra – en bådsøløve.

Vi har set meget her og været på forskellige ture arrangeret af lokale guider. Bl.a. har vi været en tur rundt på øen her, hvor vi har set de store galapagos landskildpadder samt en masse leguaner og selvfølgelig søløver i store mængder. Jeg har været på en dykkertur nord for øen, hvor vi så en del galapagos hajer, hammerhajer og skildpadder. Vi har besøgt den sydligste ø – Española – hvor 75 pct. af dyrelivet på Galapagos findes. Øen var i bokstaveligste forstand dækket af søløver, leguaner, masser af fugle bl.a. de utrolig sjove Blue footed boobies og albatroser. Ingen af dyrerne er bange for mennesker, så man kommer utrolig tæt på dem. De er fuldstændig ligeglade med vores tilstedeværelse – selvfølgelig så længe vi fortsat behandler med dem stor respekt! Ved Española fik vi muligheden for at snorkle med søløver – til alles store begejstring – både dem og os tror jeg. De er virkelig legesyge og meget nysgerrige. De kom helt tæt på og bed lidt i vores finner.

Desuden har vi været på tur til øen Floreana, hvor den berømte Post Office Bay findes. Igennem flere århunderede har det været tradition at hvalfangere m.v. efterlod post i en tønde på øen samt tog de eventuelle breve med som var adresseret til en destination, fangerne skulle til. Dette findes stadig på øen – Henrik efterlod et kort til sig selv, så nu bliver det spændende at se hvornår han modtager det. Endvidere fandt vi et kort adresseret til Grenå. Dette tog vi med for at sende det videre, når en af os engang kommer hjem. Ved Floreana var vi nogle stykker som dykkede - Vi så galapagos hajen, en del ørnerokker samt nogle store stinger rokker.

Jonas og Christine var desværre ikke med på denne tur, da de begge har lidt af noget maveonde på skift. Først Christine og nu Jonas. Vi satser alle på, at det ikke er en ”runde-sygdom”, så vi alle bliver ramt. Christine er dog i fuldt vigør igen, mens Jonas stadig foretrækker at opholde sig i nærheden af et toilet! Men han er i bedring.

I morgen går turen videre vest på. Inden vi drager afsted på den lange tur til Marquesas stopper vi ved den mere turistede ø Santa Cruz – vi håber på, at få mulighed for at få fyldt gasbeholderne der.

Vi håber, at alle har det super godt derhjemme og nyder det danske forår. Og så er vi nogle, der glæder os til at se bryllup på video.

Kærlig hilsen fra S/Y Herdis
 

Kære alle…..

Vi har nu krydset linjen mellem Caribien og stillehavet, Panama kanalen er vel overstået og et nyt kapitel er begyndt...

Allerførst må jeg lige fortælle lidt om vores eventyrlige oplevelser i Panama. Jeg ved ikke om jeg har nævnt det før, men Henrik har jo et vennepar, som bor i Panama City, Yubiri og Ebbe. To rigtig dejlige og meget gæstfri mennesker, som har åbnet deres hjem for os, og hjulpet os ubeskrivelig meget! Bl.a. lånte vi deres bil, da vi skulle proviantere til vores stillehavstur.

Vi skulle jo have været gennem kanalen d. 16 april. Vi sejlede ud tideligt om morgnen og lå klar. Vi skulle have en lods ombord ved 06.30 tiden, han dukkede ikke op! Vi kaldte derfor over vhf ´en, og fik det svar at vi var blevet aflyst!!!!

Stor var vores overraskelse da man ligsom ikke havde fortalt os noget, men åbenbart er det sådan, at hvis der kommer en større båd ind, som er villige til at betale lidt ekstra- under bordet, kommer de igennem først! Vi er jo hverken store eller rige, så vi måtte pænt finde os i at vente endnu en dag.

Næste morgen gik det så løs. Med os var Ebbes kone Yubiri, og vi havde en fantastisk tur. Efter de første par sluser sejler man gennem et meget smukt sø område, med masser af små øer. Det tager godt 5 timer at komme fra den ene side af søen til den anden, med ca. 7 knob i timen. Ved de sidste sluser, har man bygget en stor tilskuer tribune, og der er sat et web camera op. Vi havde håbet at i derhjemme kunne følge os, men åbenbart var kameraet rette ind på det store fragtskib, vi fulgtes med. Ganske trist, vi havde nemlig klædt Jonas ud som havfrue, og han lå så fint pladseret, foran på båden og vinkede til alt og alle. Faktisk tror vi at han nød rollen lidt for meget! Selv de mandlige besætningsmedlemmer fra andre skibe, chekkede ham ud i kikkert! Men blev slemt skuffet!

Nå men, vi kom altså fint igemmen kanalen, og om aftnen var vi inviteret til en forsinket påskefrokost, dansk stil, hos Yubiri og Ebbe.

6 sejlerbumser troppede op, og efter alle havde været i bad, så vi ganske præsentable ud!

Så gik det op for os, at vi var havnet i paradis! Der var disket op med sild, laks, rugbrød, spegepølse, remo og ristet løg, medisterpølse med rødkål, og.......DANSK OST!!!!!!!!! Selv årgangs snapsen var i dagens anledning fundet frem fra fryseren...

Vi var fuldstændig målløse, sikken et måltid- magen til luxus skal man lede længe efter!

Da aftenen lakkede mod enden, tog Peter fuldstændig fusen på mig, han havde med Ebbes hjælp, bestilt et hotelværelse et par gader derfra. Jeg fik intet at vide før vi stod foran hotellet, sikken overraskelse, det er jo første gang på turen at vi har sovet på hotel!!!

Forestil jer hvordan det er, pludselig at have en rigtig seng at sove i, fjernsyn, kaffemaskine, badekar og en tjener der bringer morgenmaden op til værelset! Wow, det var fedt.... Dog må jeg jo nok indrømme, at jeg nu kan forestille mig, hvordan det er at have børn- Herdis lå jo helt alene for anker i en bugt, uden babysitter! Det var da også med en lille knude i maven, at vi kom ”hjem” og så at hun heldigvis havde klaret sig fint, med at være alene hjemme.

Senere samme dag fik Peter og jeg så vores debut på golfbanen, Peter som stjerne og jeg som caddy. Med sin helt personlige stil, og til stor morskab for både Yubiri, Ebbe og Henrik, fik Pede spillet sig igennem de 11 huller vi kunne nå, inden mørket faldt på. Og lad mig bare afsløre at det var virkelig sjovt at være tilskuer.

Yubiri og Ebbe har været en kæmpe hjælp for os her i Panama, selv deres bil fik vi lov til at låne, så vi kunne få provianteret til stillehavet. Så mens deres pige i huset vaskede vores tøj (ja ja, jeg ved det...LUXUS), blev Henrik og jeg under kyndig vejledning fra Yubiri, guided gennem byen, til de bedste supermarkeder. Vores taknemlighed er stor, Yiberi og Ebbe, I har været uvurderlige...

Den 20. april havde Herdis fødselsdag, i den andledning blev hun hevet op af vandet, skrubbet godt på maven, malet og poleret. Hun stråler som en sol og ser helt ny ud.

Den 23. begav vi os så ud i nyt hav- Stillehavet... Efter 5 dages sejllads er vi nu nået til Isla del Coco, en lille ubeboet ø som hører under Costa Rico. Vi kom igår og straks efter ankomst, fandt vi snorkel udstyret frem og sprang i vandet. Det er ubeskriveligt her, koraller, masser af fisk og små white tip hajer så vi! Vi har set eagle ray´s og morener. Dette skulle være et af verdens bedste dykkersteder. For bare få år siden, var det forbudt at gå i land, men der er blevet åbnet op, og idag har vi så tænkt os at tage på en lille trekkingtur. På stranden ligger store sten, som har bådnavne og årstal ingraveret, det er en tradition her, og igår fandt vi Nordkaperen og kløvedals navn.

Og så lige en lille en til Christoffer, dette her ER den rigtige skatteø, og jeg skal nok lede efter skatten!!!! Sørøverne kom her i gamle dage og gemte deres skatte, måske er vi heldige?

-Og så kan vi endelig fortælle, at vi nu har set hvaler! Allerede den første dag i stillehavet, kom en flok til syne et par hundrede meter fra båden. Vi sejlede hen til dem, og slukkede motoren. De var ganske nysgerrige, og kom ca. 5 meter fra båden- der lå de så og kiggede på os, en fin flok kortfinnet grindehvaler, 9 stk.!!!

Jeg vil til at slutte for nu, klokken her er 07.10, jeg har lige bagt frisk brød og skal snart til at vække resten af den sovende besætning. Om et par dage stikker vi afsted mod Galapagos, og forhåbentlig finder vi der en netcafe, så vi kan få sendt nogle mails hjem.....   

Pas godt på hinnanden, og nyd det danske forår......

Knus fra besætningen på s/y Herdis.....

...fortsat af Henrik

Desværre var det ikke muligt at få opdateret siden efter ovenstående blev skrevet, så efterfølgende er der naturligvis sket nyt.

Som Gitte skrev, havde vi planlagt en trekkingtur på øen om torsdagen. Vi tog turen fra Chatham Bay til Wafer Bay gennem regnskoven, en fantastisk men, på sidste halvdel, også ret kuperet tur. Turen nedad til Wafer Bay foregik ved hjælp af tov spændt op mellem træer, da der var ret stejlt og meget glat på sten og trærødder.

Chatham Bay er hovedstation på øen, og her befandt sig ca. 15 personer, da det var skiftedag for medarbejderne. De var igang med den helt store frokost da vi ankom. Alligevel lykkedes det Pede, ved hjælp af en lille hvid løgn, at overtale nogle af dem til at sejle os tilbage til Chatham Bay. Én af os havde angiveligt slået knæet. :-)

Fredag skulle vi have vores første dyk, hvilket vi fik om eftermiddagen. Da vi havde lidt problemer med det ene regulatorsæt, var vores luftmængde lidt begrænset, og det blev kun til et par ganske korte dyk. Men vandet og dyrelivet var alligevel et storslået skue, som vanskeligt lader sig beskrive. Jonas fik sit første prøvedyk, og vi er stadig nødt til at bære ham vandret ned på køjen, da hans arme stadig ikke har fundet deres normale position. Her er vist en ny Costeau wannabe på vej!

Senere samme eftermiddag, modtog besætningen med kurér en indbydelse fra rederiet om at deltage i en gallamiddag same aften. Efter at alle havde stadset sig ud i deres fornemste skryd, blev der serveret velkomstdrinks efterfulgt af de fantastiske pizza'er og fuldendt af, tro det eller ej, Ris á l'amande! Hvad giver I, selv syltetøj og portvin var der til.

Lørdag var den 1. maj og det syntes Gitte skulle fejres med tebirkes. Hun er sgu skør, den kone! Tebirkes på et skib, der befinder sig midt i Stillehavet med sparsomt forråd af bageingredienser!? Men al tvivl blev manet til jorden og op af pantry'et svævede de fineste store tebirkes nogensinde fremtryllet på Isla del Coco.

Næste projekt var at få hugget Herdis' navn i én af stenene inde på stranden, så på nær Gitte, drog hele besætningen i land med passende værktøj til opgaven. Så snart at dinghy'en havde klappet stranden, begyndte dagens regnvejr. Regntiden på disse kanter begynder i midten af april, så vi havde vænnet os til mindst én daglig afskylning. Vi søgte derfor op til vagternes lille skur for at få ly for regnen, og efter en god times tid, kunne vi påbegynde vores arbejde. Vi fik hugget S/Y Herdis på samme sten som Nordkaperen, som var på øen i 1993. På en anden sten, hvor blandt andre Kløvedal havde sit navn, fik vi indhugget nogle af vores personlige navne.

Vi blev imidlertid afbrudt i vores forehavende, da en båd med tre officials kom og bad os stoppe, da det var blevet forbudt at hugge i stenene. Vi var noget forbløffede, da vi ikke var blevet oplyst om dette ved ankomsten, og da man heller ikke skiltede med det. Det er også lidt synd at stoppe en så fin og gammel tradition, som går helt tilbage til slutningen af 1700-tallet. Nå, men vi var faktisk færdige, så vi sagde pænt undskyld og returnerede til skibet.

Vel tilbage begyndte vi så småt at forberede os til et nyt spektakulært dyk. Der skulle dog ikke gå lang tid før båden med officials lagde til ved Herdis, og vi blev gjort bekendt med, at den vagthavende havde besluttet, at vi skulle forlade øen i løbet af 2 timer! Efter megen god argumenteren måtte vi erkende nederlaget, og gå igang med at gøre søklar. Det nager os alle meget at blive udsat for denne urimelige behandling og samtidig blive snydt for yderligere dykning på denne perle af en ø.

Nu er vi imidlertid godt på vej til Galapagos øerne, som vi "rammer" i morgen, onsdag. Her venter der os nye og sandsynligvis lige så fantastiske oplevelser. Ved samme lejlighed vil vi også krydse ækvator linien og skal således alle til alters hos kong Neptun. Meget mere herom næste gang vi får opdateret siden.

Følg med på webcam omkring kl. 21.00 dansk tid ved Miraflores, hvis ikke vi overnatter undervejs.

Live camera ved Panama kanalens udmunding

Jahhhhh. Den store opdatering bliver det vist ikke helt til....

I må bære lidt over med os. Det er umanerlig svært at finde steder hvor vi kan opdatere, og nu er vi så nået helt til Panama!

Vi ligger i havnen i Colon, og skal i gennem kanalen imorgen.

Vi er endelig blevet samlet, Henrik og Felicia er de nyeste skud på stammen. Henrik påmønstrede dagen efter sin 40 års fødselsdag, og på båden ventede der ham en lille skattejagt. 12 ledetråde blev det til, med 12 fuldstændige latterlige gaver. Men vi andre hyggede os da!!!

Også Peter har fejret sin fødselsdag, vi havde forberedt en lille surprise, æg, bacon, champangen, og brunsviren var klar, tilbage var ”bare” at vække ham. Vi havde tænkt os at ligge vhf`en ind ved siden af ham, og så kalde ham op på den, men lige som vi var ved at finde den rigtige kanal, ringede Peters far for at sige tillykke. Vores lille surprise faldt ligsom lidt fra hinnanden efter det, men det var fedt at høre en velkendt stemme hjemmefra.

Nå men kanalen......

Vi skal altså igennem imorgen, I kan se os på det lille link der ligger på hjemmesiden, http://www.pancanal.com/eng/photo/camera-java.html

Vi er sat til at skulle ind i den første sluse kl. Ca. 7.30, og hvis alt går vel når vi frem til de sidste sluser om eftermiddagen, ca. Kl. 16-18 stykker. Problemet er at vi er 7 timer efter jer derhjemme, altså bliver det ved 23 tiden og sikkert senere! Desværre er det ikke sikkert at vi når helt igennem, der er 50% chance for at vi skal have en overnatning midt i kanalen. Hvis det sker, er vi først igennem lørdag formiddag.

Nå men, vi glæder os til at komme frem til Panama city, Colon er nemlig ikke noget at råbe hurra for. Her er temmelig faldefærdigt, og havnen ligger et stykke væk fra byen, så man går ikke lige en tur derind. Vi er blevet advaret om den høje kriminalitet, men heldigvis har vi kun mødt søde og rare mennesker her.

Humøret ombord er i top, og vi glæder os alle til at komme ud i stillehavet. Det er en lidt mærlelig fornemmelse, at skulle lukke en dør og åbne en ny! Men vi ved jo godt, at der venter nogle helt unikke oplevelser forude.

Vi hører at foråret er kommet til Danmark, den lyse tid venter. Selv bakser vi med varme, her er ca. 38 grader i skyggen, og det er svært at sove om natten. Den sidste uges tid har vi brugt på at ”peppe” Herdis lidt op, sejl er blevet chekket og vasket, flagstang og skodder er blevet lakeret, alle skylights er blevet efterset og smurt, og så er hun også blevet pudset og poleret, så hun kan tage sig ud fra sin bedste side imorgen.

Nu vil jeg takke af herfra, vi skal ud og handle....

Store knus til alle fra en meget oplagt besætning.......

6/3-2004 -Den rigtige vej???

Æhmmmm, tja.... Vi ER da på vej, men det der med Cuba er vist blevet en by i Rusland!!!

Vi har været opholdt af små, men vigtige reparationer på båden, og så selvfølgelig vejret. Vi er tæt på, men ikke helt der! Efter st. Thomas sejlede vi til Puerto Rico sammen med ”Drake”. Vi havde en rigtig hyggelig grill aften i en lille og smuk bugt, der var fyldt med koralrev. Da vi var kommet ind i bugten, sprang vi sllvfølgelig i vandet, og så gjorde Jonas en ”spændende” oplevelse! På selve ankerpladsen, ca.. 3 meter fra båden, stak han pludselig hovdet op over vandet. ”Øhmmm, jeg står faktisk oven på revet” sagde han, der var ikke mere end 1,70 meter!!! Det kan nok være at vi så os godt for, da vi dagen efter sejlede til Del Ray Marina...Det var så her at vi fik bestilt en ny batteri oplader, den gamle var brændt af og slet ikke stor nok til vores batterier. Men ak, her er alt på Caribisk tid, og hvad der bare skulle have været et kort stop på et par dage, blev til mere end en uge!!!

Vores tidsudmåling har de sidste par uger været, ”åhhh nej, der mistede vi endnu et par dage i Cuba”. Nå men, vi fik da set lidt af øen, vi brugte faktisk en hel dag og aften på at køre den rundt. Et af vores stop var ved verdens største sattelit, den der har været brugt i en James Bond film.

På trods af vores forsinkelse, var Puerto Rico en dejlig ø, folk der var super søde og øen var spækket med både Mc. Donalds og Burger King. (så kan I jo nok godt gætte hvad menuen for det meste stod på). Så har vejret spillet os et puds, og da vi jo skulle krydse den ”berygtede” Mona passage, kostede det os lige et par dage mere. Vi tog afsted sammen med Drake, og efter 4 timers sejllads måtte vi vende om, vores motor var begyndt at ”hoste”. Vi ville ikke tage chancen at motoren pludselig satte ud midt i passagen, turen tager nemlig 1 ½ døgn, og er bestemt ikke behagelig. Store bølger og dårligt vejr er det der primært beskriver turen gennem.

Dagen efter fik Peter så kigget på motoren, og skiftet benzinfilter, og så var vi afsted igen. Denne gang gik det fint, vejret var med os, og ved 01.30 tiden anløb vi så havnen i Puerto Plata- Den Dominikanske Rep.

Vi var ikke mere end lige gået i seng, da tolderne brodede vores båd!!! Kl. 02.00 om natten!!! Det tog dem ca. 30 minutter at få ordnet papirene, og da de endelig forlod skibet, kunne vi gå på køjen – 50 dollers fattigere. Den Dominikanske Rep. Er et utroligt dejligt sted, men desværre minder det lidt for meget om Marocco, myndighederne er dybt korupte, og platter for penge hvor de kan. Vi har nu lært, at de har respekt for kvinder, når vi er i nærheden falder prisen, og spiller man så lidt dum, og siger at man ikke forstår, falder den yderligere! Vi blev et par dage i Puerto Plata, hvor vi blev taget under vingerne af en lokal fyr ved navn, John.

Han sørgede for at vi blev lagt langskibs på et par store turist både, der hele tiden var bevogtede af bevæbnede vagter. –Og så tog han os med til supermarked så vi kunne få handlet. På vej hjem (bag på hver vores motorcykel) stoppede vi ved byens bedste salsa bar. Her svinger det bare hele dagen, mens små drenge forsøger at få lov til at pudse ens sko for en dollar, og andre går rundt og tilbyder delikatesser så som østers.

Her koster den lokale øl den nette sum af ca. 3 kroner –men så er den også på

630 ml.!!! Her drikker man den lokale rom, som er det bedste vi endnu har smagt, og når hæmningerne så er forsvundet.....SÅ danser man!!!

Dagen efter stak vi så afsted mod Luperon, hvor vi havde aftalt at mødes med Drake igen. Bugten her er rimelig stor, og en masse amerikanere har dannet deres eget samfund her. Da vi kom til bugtens indsejlning, kaldte vi Drake på radioen, indsejlninger er nemlig ikke let. Steve svarede, og kort efter blev vi mødt af en dinghy, som ledte os sikkert igennem. Det er en lille håndfuld af fastliggerne, som tager det på deres skuldre, at lede både sikkert igennem. Vi tænkte straks, ”gad vide hvad de skal have for det”? Svaret var meget enkelt.....Ingenting, de gør det af deres hjertes godhed. Det kan man da kalde godt sømandsskab. Byen her er fattig og faldefærtig, men oser af charme og glade mennesker. Det er et farligt sted at anløbe, for ca. Halvdelen kommer aldrig videre!!! En del sejlere har banket en eller anden form for biks op i byen, og købt sig et stykke land. Her kan du købe et jordlod på størelse med en fodboldbane for den nette sum af 600 dollars.

Endnu en gang er vi så blevet fanget af en front, men det er ikke det værste sted når det nu skal være. Det eneste der ærger os, er at vi ikke har tid til at se Cuba, der jo har stået højt på vores ønskeliste. Vi skal møde Mulle og Felicia i Panama d. 6 april –og Ihhhhh hvor vi glæder os til at se dem begge!!!

Jeg skrev jo sidste gang, at Jonas` kæreste Christne er kommet ud, og det går bare så fint. Wist er nu blevet indført på båden, og lad mig bare sige, Jeg er bestemt ikke den der ligger i front!!!

Vi nyder dagene selvom vejret ”stinker”.

Vi kan desværre ikke smide så mange billeder på siden mere, det bliver mere og mere svært at finde internetsteder, og forbindelsen hernede er rigtig dårlig.

Det er fredag morgen her i Luperon, jeg har lige bagt frisk franskbrød, og er nu igang med et forsøg med et kanelbrød. Båden dufter af hjemmebag, og de andre sover stadig sødt. Kl. Er 8.30 og jeg nyder at have haft lidt tid til at få skrevet nyheder til siden (har skrevet siden kl.07.00).

Et stort knus til alle derhjemme, vi savner jeg ubeskriveligt meget......

...............................Over and out.....................................

Sundhedscenter.com