Aktivitetsniveauet var højt på havnen inden starten på ARC´en.

Onsdagens positionsmelding over middag blev modtaget med smil om bord S/Y Herdis. Placeringen i det samlede felt på 190 cruisere overraskede hele besætningen.

Besætningen på S/Y Herdis lider ingen nød. Hovmester Gitte Pedersen kæler for drengene, som gerne giver fem stjerner for maden.

Gode råd var dyre, da to guldmakreller tirsdag bed på krogen på S/Y Herdis. Nærmest panikagtige tilstande skabte det, da nummer to forsøgte et angreb på besætningen.

Torsdag måtte to mand bukke under for den voldsomme stank undet tøjet. Efter saltvandsbad på bagperronnen steg humøret adskillige grader – nu mangler kun to at komme bad efter fire døgn på Atlanterhavet.

Herdis bider fra sig

Onsdagens positionsmelding over middag blev modtaget med smil om bord S/Y Herdis. Placeringen i det samlede felt på 190 cruisere overraskede hele besætningen.

ONS 26.11.03

Af Peter Ernstved Rasmussen, Ernstveds bureau

Et bredt smil breder sig på Peter Hammerichs læber. I lidt over et kvarter har han siddet ved computeren og mailet via satelittelefonen, og ingen i besætningen har kunnet komme i kontakt med skipperen. Det har sin naturlige grund.

Her troede vi alle, at S/Y Herdis fristede en tilværelse et godt stykke nede i feltet, da de første to dage ikke bød på overbevisende fart. Men fakta overgår vores bedste forhåbninger.

»Er I klar?,« spørger skipper, inden han triumferende går på dæk for at overbringe det positive budskab.

»Vi ligger på en samlet 17. plads overalt.«

Nu lyder en 17.plads måske ikke af meget. Men efter flere nætter med rebede sejl og en fart på under de forventede 6-7 knob, turde vi ikke håbe på en topplacering. Men det er en 17. plads faktisk. Feltet af racere udgør omkring 60 både, hvilket betyder, at vi i cruisingfeltet konkurrerer med 190 andre både.

I besætningen glæder ikke mindst Svend Erik Albertsen sig over meldingen. Den tidligere junior i Hellerup Sejlklub og indehaver af X-79’eren ”Pendulrotten” har prøvet lidt af hvert – ikke mindst tophastigheder med Nokias trimaran i Skovshoved Havn.

»Jeg havde regnet med at ligge i de bedste 25 procent. Vi har gjort det godt, men det gik ikke skide godt de første to dage. Derfor er jeg også overrasket og yderst tilfreds med, at vi ligger i de bedste 10 procent. En placering i top-10 vil være helt vildt,« siger han.

I dag har vi sat spiler for første gang siden starten, og med vinden ind agter satte vi hastighedsrekord ”so far” med 12 knob. Siden middag har vi cruiset med en gennemsnitshastighed på omkring otte knob, hvilket vi er meget tilfredse med. Bølgerne smiler azurblå til os, og det går bare ned ad bakke for fuld fart fremad.

Søren knudsen står ved roret, og i den høje sol og stabile vind på omkring 10 m/s ind agter får han sved på panden.

»Det her er fantastisk. Hårdt, men godt. Der skal arbejdes med roret, og det er hårdt for arme, ben og koncentrationen.«

De overvældende forhold får en lille tåre frem i Niels Carlsens øjekrog.

»Jeg kan tude til ”Lady og Vagabonden” – jeg er en meget følsom sjæl! Og så har jeg aldrig sejlet på så højt et niveau før, og jeg er særdeles ydmyg over at være sammen med dette hold af toptrimmede kapsejlere!,« griner han.

Ironien lever i bedste velgående. Vi har sejlet omkring 430 sømil siden starten søndag og er i øjeblikket ved at slå en blød bue mod vest nord for Kap Verde-øerne.

Caribien here we come!

Høj moral og lave kolesteroltal

Besætningen på S/Y Herdis lider ingen nød. Hovmester Gitte Pedersen kæler for drengene, som gerne giver fem stjerner for maden.

ONS 26.11.03

Af Peter Ernstved Rasmussen, Ernstveds bureau

Duften af delikatesser glemmer besætningen på S/Y Herdis ikke foreløbig. Selv om vi i de kommende to-tre uger har længere end gennemsnittet til den nærmeste restaurant, lader måltiderne om bord intet tilbage at ønske.

»Madanmelder Søren Frank fra Berlingske Tidende ville alene have givet fem stjerner for omgivelserne. Og maden er fortræffelig!«

Roserne kommer ikke fra en hr. Hvem-som-helst. Niels Carlsen kender alt til god mad og delikate anretninger. Det ved Søren Knudsen og journalisten, som mandag inden afrejse spiste middag hos Niels og hans kone i Tårbæk. Den letkrydrede karryret fik vinterfuglene til at synge, ligesom det åbne køkken-alrum aldrig såede tvivl om de fem stjerner.

»Han ville have nydt det og ikke have et øje tørt,« fortsætter Niels Carlsen om madanmelderens oplevelse in-absentia.

Om bord på S/Y Herdis priser hele besætningen den ualmindeligt høje kulinariske standard. Specielt hovmester og medejer Gitte Pedersen høster roser over en bred kam. Ikke mindst da hun tirsdag eftermiddag diskede op med friskbagte kanel (sø)snegle til kaffen. Senere samme dag stod den på hjemmebagt franskbrød lavet på italiensk Durum hvedemel og et par håndfulde cornflakes.

I morges vågnede vagten til duften af rugbrød – som blev serveret med den allesteds nærværende Agnes. Den letpåklædte dame er en lagret sag fra Arla i lårkort grøn staniol. Den har hun svedt gennem, siden hun gjorde sin entre på det gode skib med Søren og journalisten fredag.

»Agnes har en helt speciel plads om bord. Hun har været savnet i fire måneder, siden vi forlod Skovshoved,« siger Gitte Pedersen, og Niels Carlsen stemmer i:

»Derfor vil vi gerne sende vores varmeste tanker til Arla. Vi ved, de har brug for dem!«

At den også i de kommende uger kommer til at stå på højkulinariske oplevelser med lave kolesteroltal, tvivler besætningen overhovedet ikke på. Det bygger ikke mindst på hovmesterens meget lovende og smigrende ord:

»Vi har valgt helt rigtigt med besætningen til denne tur. Jeg føler mig enormt priviligeret at få lov at sejle med fem fyre, og derfor kræser jeg gerne lidt for besætningen.«

Niels Carlsen siger det bedst:

»Kombinationen af at sejle med byens bedste bageri og spise guldmakral på ”La Saison” – så er himlen og de fem stjerner nået.«

Rød Aalborg gav krampetrækninger

Gode råd var dyre, da to guldmakreller tirsdag bed på krogen på S/Y Herdis. Nærmest panikagtige tilstande skabte det, da nummer to forsøgte et angreb på besætningen.

ONS 26.11.03

Af Peter Ernstved Rasmussen, Ernstveds bureau

Først fløj Niels Carlsen over fiskestangen. Den havde stået i timevis og hvilet sig bagbord agter, men pludselig levede den gevaldigt op.

»Så er der bid,« råbte han, mens han begyndte at hive en tung sag indenbords.

En guldmakrel viste det sig være, og vi jublede alle over, aftensmaden var i hus. Søren rensede den glinsende diskofisk på bagperronnen, efter at skipper havde taget livet af den med en lille Aalborgsnaps til hver gælde.

Der gik dog ikke mere end halvanden time, før Svend Erik Albersten måtte kaste sig efter fiskestangen – igen.

»Jeg har fisket hele mit liv, og det her er den stærkeste, jeg nogensinde har fanget. Stærkere end både laks og ørred. Jeg er glad for, at den ikke var tungere,« siger Svend Erik med et stille smil om dagens anden fangst.

Endnu en guldmakrel på omkring syv kilo havde bidt på krogen, og selv om den egentlig var blå, kunne vi ikke tage fejl. Modsat sin artsfælde havde nummer to dog ikke i sinde at give op uden kamp. Svend Erik måtte bruge hele kroppen for at hive den glinsende krabat indenbords. Men her startede endnu en kamp.

»Den var ved at angribe hele båden!,« afbryder Søren Knudsen – Holtes anonyme mesterkok og topsejler – der til dagligt lever af at sælge ursystemer i sit firma Eltime.

Da først makrellen havnede på dørken, gik den helt amok. Skipper Peter forsøgte sig igen med Rød Aalborg i gælderne, men det affødte kun vildere reaktioner fra den agressive fætter. I løbet af halvandet minut havde den blå skimmel slået sig selv til blods og tværet det røde stads ud over hele dørken – inklussive kistebænke, kamerataske, hatte og bord.

»Der var sved på panden. Vi sprang for livet for ikke at få krogen i os, og så kan man i øvrigt kun sige, at den ikke kunne lide Rød Aalborg! Men det er den flotteste fisk, jeg nogensinde har fanget,« forklarer Svend Erik Albertsen.

Tirsdagens to makreller kom som sendt fra havet. Dagen i forvejen gik Søren Knudsen køleskabet efter for at se, hvad han kunne finde på at servere til aftensmad. Han blev fælt skuffet, da stanken af rådne kyllinger ramte ham som en hammer i hovedet. I stedet indtog vi dog en udsøgt brændende kærlighed.

Tirsdag kunne vi så nyde den første friskfangede fisk. Festmåltidet lød på guldmakrel med årstidens ovnbagte friske grøntsager. Hertil safranris og en let pikant ”sauce de poisson” og desertanretning af moden papaya.

Store badedag på S/Y Herdis

Torsdag måtte to mand bukke under for den voldsomme stank undet tøjet. Efter saltvandsbad på bagperronnen steg humøret adskillige grader – nu mangler kun to at komme bad efter fire døgn på Atlanterhavet.

TOR 27.11.03

21°46.02 N

022°59.07 W

Af Peter Ernstved Rasmussen, Ernstveds bureau

Stanken ramte mig som en hammer. Først troede jeg, at det var sidemanden Søren Knudsen, som normalt ikke holder den dårlige lugt tilbage efter et par dage uden bad. Men da jeg trak svedundertrøjen over hovedet i kahytten bagbord agter, var jeg klar over, at jeg lugtede ringe. Eller rettere sagt stank af sved og mangel på sæbe.

Søren lod sig dog – trods kraftige opfordringer – ikke overtale:

»Jeg var sidst i bad den 21. november 2003 klokken 06.30! Det er en dejlig og fri fornemmelse ikke at skulle tænke på at bade hele tiden. Og så er det sundt for kroppen og huden ikke at bade hver dag. Jeg skal senest i bad i næste måned, men forventeligt i løbet af weekenden. Mine balder er begyndt at klø!,« forklarer han.

Noget så simpelt som et brusebad er en sjælden luksus, når man befinder sig midt ude på Atlanterhavet langt fra rindende vand og et ordentligt badeværelse. På S/Y Herdis deler vi fire granvoksne mænd et lille toilet på under en kvadratmeter med fuld ståhøjde for personer under 1,80 meter. Her kan man under normale forhold spule sig med en håndbruser, men med to til tre ugers sejlads over Atlanten klatter man ikke ferskvand væk på badning.

I stedet har skipper Peter Hammerich installeret en saltvandsbruser på den lille bagperron agter. Med fødderne i vandhøjde og en lille 12 volts pumpe dansende i kølvandet kan man bruse sig under rindende saltvand med fri udsigt til den evige horisont.

En sådan seance ville dog være noget optimistisk i dag med Atlanterhavets meterhøje dønninger brusende om ørerne og 10-12 sekundmeter ind agter. Iført sikkerhedssele foregik det hele i stedet siddende med vand fra en spand, og for Niels Carlsen var det en grænseoverskridende oplevelse.

»Et bad var stærkt tiltrængt. Det sværeste var at skrælle underbukserne af, men mandskabet havde anstændigt vendt ansigterne bort, så de ikke skulle rødme. Da først jeg stod på platformen med fødderne dyppet i Atlanterhavets azurblå vand, var alle bekymringer væk. At stå der og bruse sig med en pøs, mens vi sejlede 11 knob for spiler i høj sol, var næsten så smukt, at jeg måtte græde. Det gjorde jeg i hvert fald, da skipper kom med en spand varmt ferskvand til at skylle mig i.«

Efter mit og Niels’ bad duftede båden af sæbe og gode dufte.

»Da jeg smurte deodorant på efter badet, var det som om, at huden sugede den ud. Men nu kan jeg også holde i en uge!,« forklarer Niels Carlsen.

En bemærkning som bare præller af på Søren Knudsen:

»Jeg lugter kun lidt værre end min sidemand!«

peter@ernstved.dk

BILLEDTEKST: BRUSEBAD – »At stå der og bruse sig med en pøs, mens vi sejlede 11 knob for spiler i høj sol, var næsten så smukt, at jeg måtte græde,« forklarer Niels Carlsen, som her skyller sig saltvand fra kølvandsbølgen.

Sundhedscenter.com